Godt sam­arbejde

Læs om hvad du kan forvente af os - og om vores forventninger til dig.

Hvad kan du forvente af samarbejdet med skolen?

Vi ønsker at få et godt og positivt samarbejde med dig som forælder, da du kender dit barn bedst. Derfor kan du hjælpe os med at forstå dit barn, så vi kan støtte det bedst muligt i både skole og SFO. Vi vil gøre alt hvad vi kan, for at du oplever forældresamarbejdet som meningsfuldt, og at medarbejdere og ledelse møder dig med åbenhed og et positivt sind, men også med et sæt af tydelige forventninger og krav.

Vi afholder professionelle og dokumenterede skole-hjem-samtaler, som har dit barns udviklingsperspektiv for øje. Vi differentierer forældresamarbejdet efter behov. Det vil sige, at vi måske holder flere eller færre møder med dig end med forældre til de øvrige børn i dit barns klasse.

Hvad forventer skolen af dig som forælder?

Skolen forventer, at du viser åbenhed og har en respektfuld dialog med de lærere og pædagoger, som er sammen med dit barn i hverdagen. Det er nemlig med til at skabe den tillid, der er fundamentet for det gode samarbejde mellem skolen og dig - og dermed skabe en god hverdag for dit barn.

Vi forventer, at du lytter åbent til vores erfaringer med dit barn i klasse- og læringssammenhænge. De sociale sammenhænge er ofte meget anderledes i skole og SFO end derhjemme.

Kontakt til skolen

Vi anbefaler som udgangspunkt, at du kontakter dit barns lærere/pædagoger via beskeder i Aula.

Hvis der opstår en situation, hvor du har brug for at komme i kontakt hurtigt, kan du altid ringe til skolens kontor på 76 81 40 30 i åbningstiden 8.10-14.00. Så vil kontoret give besked til rette vedkommende hurtigst muligt.